AKT-konference 2022
23Mar08:3016:00AKT-konference 2022Slagelse, Danmark
Um tiltak
AKT-konference 2022 Få indblik i den sidste nye forskning inden for adfærd, kontakt og trivsel og konkrete og praksisnære bud på praksis. Arbejdet med at skabe inkluderende fællesskaber
Um tiltak
AKT-konference 2022
Arbejdet med at skabe inkluderende fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle elever kræver en god relationskompetence og en høj faglighed. Vi har derfor brug for ny viden, inspiration og konkrete redskaber, som kan understøtte arbejdet med alle elevers udvikling, trivsel og læring.
Dette års konference tilbyder derfor en god blanding af metoder til konflikt- og vredeshåndtering, tilgange til at omfavne og møde de mangfoldige børnefællesskaber, konkrete dialogredskaber, som kan bruges i arbejdet med unge misbrugere og endelig en vigtig viden koblet til praksisnære redskaber, der kan hjælpe med at forebygge, håndtere, udvikle og evaluere den pædagogiske praksis – også når det er svært.
Konferencens formål er på den måde at bidrage med den sidste nye forskning inden for adfærd, kontakt og trivsel, inspirere og at give konkrete bud på praksis.
Målgruppe: AKT-lærere og -pædagoger, inklusionsvejledere, ressourcepersoner, konsulenter, ledere og andre interesserede.
Program
08.30-09.00: Kaffe og morgenbrød
09.00-10.30: Konflikthåndtering med low arousal v/ Bo Hejlskov Elvén
Konflikter opstår i arbejdet med sårbare børn. Så vi er nødt til at forstå, hvad der sker, hvorfor både børnene og vi reagerer, som vi gør, og vi må have metoder for at kunne håndtere konflikterne. Oplægget handler om, hvordan vi kan bruge en afstemt tilgang for at håndtere, evaluere og forebygge konflikter i hverdagen.
10.30-11.00: Pause – netværk med kollegaer og udstilling af læremidler
11.00-13.00: Workshops (indlagt pause med kaffe og frugt)
13.00-14.00: Frokost
14.00-16.00: Workshops (indlagt pause med kaffe og kage)
Workshops
A) Børn gør det godt, når de kan v/ Jenny Bohr
Med udgangspunkt i ovenstående børnesyn vil oplægget forsøge at give deltagerne praksisnære svar på nogle af de spørgsmål, som vi som lærere og pædagoger står over for i vores arbejde med at skabe inkluderende børnefællesskaber. Det handler om, hvordan alle børn får mulighed for at gøre det ”godt”, altså hvor alle børn får mulighed for at gå hjem fra skole med følelsen af at være dygtige og have gjort det godt. Workshoppen tilbyder introduktion til den kognitiv-venlige værktøjskasse, som indeholder helt konkrete redskaber, der kan tages med og anvendes i praksis med det samme.
Deltagerne får indblik i:
- Udvikling af børnenes elevfærdigheder og fællesskabskompetencer
- Mangfoldige børnefællesskaber – ikke ekskluderende børnefællesskaber
- Viden og værktøjer i arbejdet med at skabe rum og rammer for alle skolens børn
- Kognitiv-venlig værktøjskasse (flimmer-reduktion, omverdensstrukturering og visualisering, aktionslæring og udvikling af børnefællesskabet, tips og tricks i børnefællesskabet).
B) Kom under radaren på hashrygeren v/ Christopher Schmitz
Workshoppen tager med udgangspunkt i praksiserfaringer fat på tre temaer:
- Den virkelige grund til, at unge ryger hash
- Sådan forebygger du – uden at skræmme den unge væk
- Tre barrierer for den konstruktive dialog, og hvordan du kommer forbi dem.
Workshoppen tilbyder redskaber, der gør dig i stand til:
- At gennemskue, hvorfor det, vi gør i dialogen, ikke virker
- At forebygge hashrygning blandt unge (tre ting du altid skal gøre, hvis du vil påvirke beslutningen om hashrygning)
- At skabe en dialog om hashrygning, hvor den unge kommer tilbage for at høre mere.
C) Når læringsprocessen spænder ben v/ Tine Longfors Clausen
På denne workshop sættes fokus på elevens læring og udvikling, når elevens særlige behov gør læringsprocessen svær at håndtere for både for eleven, læreren og pædagogen. Deltagerne bliver introduceret til viden og konkrete aktiviteter, der kobler hjerne, krop og bevægelse til læringssituationen. Der sættes fokus på styrkelse af arbejdshukommelsen, støttesystemer i undervisningen, samt hvordan man som lærer og pædagog arbejder med elevens udfordrede mindset og læringssituation med afsæt i en dynamisk og motiverende tilgang.
D) Vredeshåndtering v/ Helle Overballe Mogensen
Workshoppen fortæller om to vredeshåndteringsforløb, som Helle Overballe Mogensen har udviklet og praktiseret i 5 år på Møllevangskolen i Aarhus. Forløbene kan indgå i skolens procedure for håndtering af udadreagerende adfærd. Begge forløb hjælper klassen samt den enkelte elev med at sanse og forstå egne tegn på vrede, finde strategier til at undgå, at vreden bliver fysisk, og få hjælp af kammerater og voksne, når vredesudbruddet er ovre.
Formålet med vredeshåndteringsforløbene er:
- At sende tydelige signaler om, at de professionelle handler målrettet, hvis et barn eller en ung slår
- At de professionelle har konkrete indsatser, der virker
- At vi ønsker at hjælpe såvel den, der har slået, som den, der er blevet slået.
På workshoppen får I helt konkrete og direkte anvendelige bud på, hvordan man kan arbejde med vrede børn og unge via samtaler, visualisering og eksternalisering. Workshoppen fungerer som en forlængelse af hovedoplægget på konferencen.
E) Hvordan favner vi elever i en kulturelt mangfoldig skole? v/ Mette Bech
For mange børn i skolen er kulturmøder ikke noget fjernt, men noget de hver dag oplever i mødet med deres klassekammerater. I denne workshop vil vi se nærmere på, hvordan der kan skabes inklusion og større deltagelsesmulighed for alle elever uanset sproglig og kulturel baggrund.
Vi vil gennem konkrete øvelser og forskellige opgaver reflektere over:
- Kulturforståelse og diversitetskompetence – hvad mener vi egentlig?
- Det fælles sprog – hvordan taler vi om ”det” og ”dem”?
- Læremidler – hvad skal vi være opmærksomme på?
Oplægs- og workshopholdere
Bo Hejlskov Elvén er autoriseret psykolog og har arbejdet med konflikthåndtering i 20 år, både i form af kurser og supervision. Bo har skrevet et stort antal bøger om emnet, som er udgivet på 15 sprog.
Jenny Bohr, lærer og master i specialpædagogik. Efteruddannet som Advanced trainee in Collaborative Problem Solving (på dansk samarbejdsbaseret problemløsning) hos Dr. Ross Greene, ph.d. ved MIT, Boston, Mass. Jenny Bohr har tidligere udgivet bøgerne ”Samarbejdsbaseret problemløsning” og ”Problemløsende inklusion.” Jenny har mere end 20 års konkrete erfaringer med børn, unge og voksne med kognitive forstyrrelser, og hun er en skattet foredragsholder, som holder kurser over hele landet. Derudover forestår Jenny en del aktionslæringsforløb i skoler og institutioner med det formål i samarbejde med lærere og pædagoger at skabe solide fællesskaber for alle børn.
Helle Overballe Mogensen er lærer, fagbogsforfatter, erfaren oplægsholder og inklusionsvejleder med 25 års erfaring. Hun har taget den pædagogisk-audiologiske grunduddannelse og har diplom i sproglige vanskeligheder, neuropædagogik og ASF.
I sin undervisning har Helle arbejdet med børn og unge med hørevanskeligheder og diagnoser som Tourettes syndrom, ADHD, ADD, NLD, OCD, ASF, Aspergers syndrom og infantil autisme. Helle er særligt optaget af børn med særlige behov med fokus på socialt samspil, kommunikation, koncentrationsbesvær og hyperaktivitet. Helle er forfatter til flere artikler og bøger. Læs mere her: dpf.dk/forfatter/helle-overballe-mogensen
Christopher Schmitz er hashmisbrugsbehandler v/ Komphash siden 2004. Supervisor (ICCE) og koordinator i Netværk af Danske Cannabis Behandlere. Underviser på HAPuddannelsen (Hash Afvænningsprogram) og certificeret HAP-behandler. Christopher Schmitz er desuden forfatter til bogen ”Forælder til hashryger”.
Tine Longfors Clausen, pædagogisk konsulent og projektleder ved CFU Absalon. Uddannet folkeskolelærer og master i organisatorisk coaching og læring. Hendes fokusområder er bl.a. pædagogik, didaktik og praksisudvikling gennem aktionslæring og co-teaching. Omdrejningspunktet er elevernes deltagelsesmuligheder i læringsfællesskabet, og hvorledes de fagprofessionelle udvikler lærings- og samarbejdsrum.
Mette Bech, pædagogisk konsulent ved CFU Absalon. Uddannet folkeskolelærer, diplom i læsning og skrivning og master i dansk som andetsprog. Mette har stor erfaring i at efteruddanne lærere til at medtænke den sproglige dimension og dansk som andetsprog som en del af deres fag. Hendes fokus er at gøre lærerne bevidste om sproget i deres fag og give dem didaktiske redskaber til at kunne stilladsere sproglig udvikling for alle elever uanset sproglig og kulturel baggrund.
Tilmelding
Sted: Professionshøjskolen Absalon, Campus Slagelse, Sdr. Stationsvej 30, 4200 Slagelse
Pris: 1550 kr.
Spørgsmål? Kontakt CFU’s kursusadministration på kursus@pha.dk eller tlf. 7248 1930 (kursusnr. S22-206).
Vi tager forbehold for ændringer.
Nær
(Mikudag) 08:30 - 16:00